”Et hjem skal for mig være et kort over minder og oplevelser, der tilsammen fortæller en historie. Det skal vise personlighed! Jeg tager ofte en detalje med mig fra en rejse eller et særligt øjeblik, jeg har haft med min familie, som jeg derefter placerer i hjemmet – det bliver som små fodspor fra vores liv på en eller anden måde. Jeg kan godt lide tanken om, at et hjem folder sig ud for de mennesker, der besøger det, og at det opdages gradvist, jo længere man træder ind i et rum. Hvis man får det hele serveret på én gang, bliver rummet forudsigeligt, og noget af det legende forsvinder, hvilket gør det unødvendigt fladt. Her bliver blandingen af gammelt og nyt, diskret og dristigt ekstra vigtig. 

Det er ikke altid let at skabe et hjem for en anden, hvor netop disse detaljer skal have plads og harmonere med æstetikken. Nogle gange er det unikke eller skæve ved en bestemt genstand dét, der bliver det særlige element. "Jeg vil skabe noget smukt, uden at det bliver et museum. Et hjem skal jo afspejle dem, der bor der, og derfor er der plads til mange ting, der skiller sig ud – og det er ofte dét, der gør det rigtig sjovt.”

Når Sofi og hendes indretningsdesignere tager fat på et projekt, begynder det altid med at møde familien for at se, om de taler om den samme verden. 

”Vi plejer altid at møde nye kunder i vores designstudio i Stockholm, hvor de træder direkte ind i vores verden, og samtalen flyder naturligt over i design og forskellige referencer. En styrke, jeg har med mig fra min barndom i en stor og vidt forgrenet familie, er, at mine sanser altid er åbne. Det er vigtigt for mig at aflæse rummet, og en stor del af mit arbejde med de familier, jeg designer for, er at sikre, at alle stemmer bliver hørt, og at de mødes i de beslutninger, der træffes – og det gør jeg næsten altid med humor. Nogle gange handler det virkelig også om at lytte til det, der ikke bliver sagt. Jeg bliver næsten som en terapeut, de ikke vidste, de havde.”

Sofi starter altid sin designproces med væggene og arbejder sig derefter ind i rummet. Hun taler meget om at indhylle et rum i farver og helst med tapet. 

”Min inspiration kommer næsten altid fra England og Frankrig, når det gælder tapeter, der indhyller et rum, for dér kaldes det faktisk 'wall covering' i stedet for 'wallpaper'. Det synes jeg beskriver det så meget bedre. Selv når jeg arbejder med ensfarvede vægge, foretrækker jeg tapet frem for maling. Jeg elsker tapeter, fordi de naturligt skaber den der varme, omsorgsfulde og endda omfavnende følelse. De gange, jeg arbejder med mønstrede tapeter, foretrækker jeg at lade væggene tale og holde resten af rummet roligere, mens jeg i stedet opfanger motivets farver i detaljer, møbler og snedkerarbejde.”

I Sofis egen dagligstue pryder Oilpainting Landscape væggene. Valget var instinktivt og øjeblikkeligt – det var skovens varme og de små uudforskede detaljer, kombineret med den tryghed, skoven giver hende, der afgjorde valget. At omgive sig med dette motiv føltes naturligt – hun mærkede det i hele kroppen, og det frigjorde hendes fantasi.

”I mit tapet er der lag – det føles som om, nogen har stået foran denne lille lysning i skoven, beundret den og ladet fantasien flyve frit, før de har malet den. Alle de grønne nuancer favner rummet og gør det til et maleri.”

Grøn er Sofis yndlingsfarve, og hun vender altid tilbage til den i sin design. Hun beskriver grøn som sit eget ”hvide”. 

Den grønne farve giver den varme følelse, hun altid leder efter – den er beroligende og vækker stærke minder fra barndommen. Grøn fører tankerne tilbage til et særligt sted – en løvskov nær hendes barndomshjem i Kungälv. Skoven var et tilflugtssted for hende og hendes venner, et sted for eventyr og dagdrømme. I hendes skovlysning fik fantasien altid frit løb mellem trækronerne. 

”For mig er dette tapet som de vidder, Jane Austen beskriver – det tager mig til andre verdener. Jeg har altid elsket eventyr og at drømme mig væk til andre steder, og det gør jeg stadig. I dag fortæller jeg dog historier på en anden måde – gennem den design, jeg skaber. Det er som om, de hjem, jeg skaber, bliver scenografi for fortællingerne, mens karaktererne er de mennesker, der bor der.”